Jeg startede på Nordsjællands kosmetologskole den 25. oktober 2010 og er nu i gang med den sidste del af uddannelsen til kosmetolog. Beslutningen om et karriereskift og en ny uddannelse traf jeg sidste sommer, og nu hvor jeg er ved at være i mål, er det med stor glæde og tilfredshed over min beslutning og ikke mindst valget af skole.
Jeg er meget glad for hverdagen på skolen, som byder på mange forskellige opgaver og et rigtig godt samarbejde mellem lærer og elever. Vi har undervisning i både skønhedspleje samt anatomi, hvilket giver en god og dybdegående forståelse og viden om, hvordan vores krop og hud fungerer, samt hvor stor betydning vores livsstil har på vores udseende og velbefindende.
Det at uddanne sig til kosmetolog er ikke blot at lægge make-up, lakere negle og se godt ud – det handler om mennesker, om hvordan vi fysisk fungerer og om bl.a. ernæring, knogler, kredsløb og hudpleje. Alt dette og meget mere er emner, vi bliver undervist i, mens vi sideløbende træner på kunder på elevklinikken, så praktik og teori løbende supplerer hinanden.
I starten af uddannelsen var det ren oplæring med undervisning i anatomi samt indlæring og træning af diverse behandlinger på hinanden samt introduktion til de professionelle produkter, der bliver brugt på skolen. Efter ca. 3 måneder består meget af dagen med kundebehandlinger samt vejledning, så man rigtig får faget i fingrene og lærer at bruge alt den nye viden.